Den Frie Bibel

1. Mosebog, kapitel 3

3:1Slangen var mere snu end alle markens vilde dyr som Gud HERREN havde lavet, og den sagde til kvinden: »Har Gud virkelig sagt: ›I må ikke spise af noget træ i haven?‹« 3:2Kvinden sagde til slangen: »Vi må gerne spise af frugterne på havens træer; 3:3men om frugten af det træ som står midt i haven, har Gud sagt: ›I må ikke spise af den og ikke røre ved den, ellers skal I dø.‹« 3:4Slangen sagde til kvinden: »I skal bestemt ikke lide døden; 3:5men Gud ved at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive ligesom Gud og kende godt og ondt.« 3:6Kvinden så at træet var godt at spise af; at det så dejligt ud, og at det var et træ som var godt at få forstand af. Hun tog af dets frugt og spiste og gav også frugten til sin mand som var hos hende, og han spiste. 3:7Da åbnedes begges øjne, og de erkendte at de var nøgne. De syede så figenblade sammen og lavede lændeklæder. 3:8Så hørte de lyden af Gud HERREN som vandrede i haven da dagen blev kølig. Da skjulte mennesket og hans kone sig for Gud HERREN blandt havens træer.
 
3:9Gud HERREN kaldte på mennesket og sagde til ham: »Hvor er du?« 3:10Han sagde: »Jeg hørte dig i haven og blev bange; for jeg var nøgen, og jeg skjulte mig.« 3:11Han sagde: »Hvem har fortalt dig at du var nøgen? Har du spist af det træ som jeg forbød dig at spise af?«
3:12Mennesket sagde: »Kvinden, som du satte hos mig, hun gav mig af træet, og så spiste jeg.« 3:13Da sagde Gud HERREN til kvinden: »Hvad har du gjort?« Og kvinden sagde: »Det var slangen som forførte mig, og så spiste jeg.« 3:14Da sagde Gud HERREN til slangen:
»Fordi du har gjort dette:
Forbandet skal du være, mere end alt kvæget og alle markens vilde dyr;
på din bug skal du krybe,
og støv skal du æde alle dit livs dage.
3:15Jeg vil sætte fjendskab imellem dig og kvinden og imellem dit afkom og hendes afkom.
Han skal knuse dit hoved;
du skal knuse hans hæl.«
 
3:16Til kvinden sagde han:
»Jeg vil gøre dine graviditetssmerter talrige,
i smerte skal du føde børn;
du skal begære din mand,
men han skal regere over dig.«
 
3:17Og til Adam sagde han:
»Fordi du adlød din kones stemme
og spiste af det træ,
om hvilket jeg havde påbudt dig:
: ›Du må ikke spise af det‹:
Forbandet skal agerjorden være på grund af dig.
Med besvær skal du spise af den alle dit livs dage;
3:18tjørn og tidsel skal den lade spire frem,
og du skal spise markens urter.
3:19I dit ansigts sved skal du spise dit brød
indtil du vender tilbage til agerjorden,
for af den er du taget;
du er nemlig støv,
og til støvet skal du vende tilbage.«

Uddrivelsen af Edens have

          

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 32 50

Vælg kapitel

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 32 50

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Trine Tøndering
Eksegetisk bearbejdning: Christian Canu Højgaard
Dato for denne version: 12.06.2023