3:1Alt har et ideelt tidspunkt, og enhver aktivitet under himlen har sin tid.

3:2Der er en tid til at få børn

og en tid til at dø;

en tid til at plante

og en tid til at oprykke det plantede;

3:3en tid til at dræbe

og en tid til at helbrede;

en tid til at rive ned

og en tid til at bygge op;

3:4en tid til at græde

og en tid til at grine;

en tid til at jamre

og en tid til at danse;

3:5en tid til at kaste med sten

og en tid til at samle sten;

en tid til at omfavne

og en tid til at undgå at omfavne;

3:6en tid til at søge

og en tid til at miste;

en tid til at bevare

og en tid til at kaste bort;

3:7en tid til at rive i stykker

og en tid til at sy sammen;

en tid til at tie

og en tid til at tale;

3:8en tid til at elske

og en tid til at hade;

en tid til krig og en tid til fred.

3:9Hvilken fordel har den aktive da af det som han slider med? 3:10Jeg har set på de aktiviteter som Gud har givet mennesker at beskæftige sig med. 3:11Alt har han gjort smukt til sin tid; også evigheden har han lagt dem på hjerte, dog uden at mennesket kan fatte hvad Gud har udført, fra først til sidst. 3:12Jeg indså at der intet andet gode er i dem end at kunne glæde sig og handle godt i deres liv. 3:13Men også at ethvert menneske som spiser og drikker og ser det gode i alt sit slid, får det som en gave fra Gud. 3:14Jeg indså at alt hvad Gud gør, vil bestå til evig tid; til det kan intet tilføjes, og fra det kan intet tages væk. Gud har gjort det så de må frygte ham. 3:15Hvad der har været, er der allerede, og det som er ved at blive til, har allerede været; Gud søger efter det forsvundne.

3:16Ydermere så jeg under solen: På dommens sted var der lovløshed, og på retfærdighedens sted var der lovløshed. 3:17Da sagde jeg ved mig selv°: Gud dømmer både den retfærdige og den lovløse; for der er en tid for enhver aktivitet og enhver gerning dér. 3:18Så tænkte jeg nærmere over konsekvensen for menneskene: Det er for at Gud kan give dem klarhed, og de selv kan indse at de blot er dyr i sig selv. 3:19For menneskers endeligt og dyrenes endeligt er det samme; som den ene dør, således dør den anden, og de har alle samme åndedræt. Mennesket har intet fortrin frem for dyret, for alt er flygtigt. 3:20Alle går til det samme sted; alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet. 3:21Hvem ved om menneskers ånd går op i det høje men dyrets åndedræt går nedad til jorden?

3:22Så indså jeg at intet er bedre end at mennesket glæder sig i sin gerning, for det er dets lod. For hvem bringer det til at se, hvad der vil ske efter det?