22:1Jesus tog til orde og talte igen i lignelser til dem: 22:2»Himlenes rige ligner en konge som holdt bryllup for sin søn. 22:3Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. 22:4Igen sendte han andre tjenere ud og sagde: ›Sig til de indbudte: Se, jeg har forberedt mit måltid, mine okser og fedekalve er blevet slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!‹ 22:5Men de tog sig ikke af det og gik bort, den ene til sin mark, den anden til sin forretning, 22:6og de øvrige greb hans tjenere, mishandlede dem og dræbte dem. 22:7Men da blev kongen vred, sendte sine hære og dræbte disse mordere og brændte deres by. 22:8Så siger han til sine tjenere: ›Brylluppet er forberedt, men de indbudte var ikke værdige, 22:9gå derfor ud hvor vejene ender, og alle dem som I finder, skal I indbyde bryllup.‹ 22:10Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle som de fandt, onde og gode, og bryllupsalen blev fyldt af dem som lå til bords. 22:11Da kongen gik ind for at se til dem som lå til bords, så han dér en mand som ikke var iført en bryllupsklædning, 22:12og han siger til ham: ›Ven, hvordan er du kommet herind uden bryllupsklædning?‹ Men han tav. 22:13Så sagde kongen til tjenerne: ›Bind hans fødder og hænder og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 22:14For mange er kaldede, men få er udvalgte.‹«

22:15Da gik farisæere hen og traf en beslutning om at fange ham i ord. 22:16og de sendte deres disciple sammen med herodianerne til ham, og de sagde: »Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer Guds vej i sandhed og ikke bekymrer dig om nogens mening, for du gør ikke forskel på folk, 22:17sig os da hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke?« 22:18Men da Jesus kendte deres ondskab, sagde han: »Hvorfor prøver I mig, hyklere? 22:19Vis mig skattens mønt.« De bragte ham en denar, 22:20og han sagde til dem: »Hvis billede og indskrift er det?« 22:21De sagde til ham: »Kejserens.« Så sagde han til dem: »Giv da kejseren det der tilhører kejseren, og Gud det der tilhører Gud.« 22:22Da de hørte det, undrede de sig, og de forlod ham og gik bort.

22:23På den dag kom saddukæere til ham, og de mener at der ikke er en opstandelse, og de spurgte ham: 22:24»Lærer, Moses har sagt: Hvis nogen dør uden at have børn, skal hans bror indgå svogerægteskab med hans hustru og oprejse efterkommere for hans bror. 22:25Men der var syv brødre hos os, og den første giftede sig og døde, og fordi han ikke havde efterkommere, efterlod han sin hustru til sin bror. 22:26På samme måde gik det med den anden og tredje indtil alle syv. 22:27Og sidst af alle døde hustruen. 22:28Hvem af de syv skal da i opstandelsen have hende som hustru? Alle har jo haft hende som hustru.« 22:29Men Jesus svarede dem: »I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft, 22:30for i opstandelsen gifter man sig ikke eller bortgiftes, men de er som engle i himlene. 22:31Og om de dødes opstandelse, har I ikke læst det som er blevet talt til jer af Gud som sagde: 22:32›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?‹ Han er ikke dødes, men levendes Gud.« 22:33Og da skarerne hørte dette, blev de slået af forundring over hans lære.

22:34Men da farisæerne hørte at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig, 22:35og en af dem, en lovkyndig, spurgte for at prøve ham: 22:36»Lærer, hvilket bud i loven er det største?« 22:37Han sagde til ham: »Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din forstand, 22:38dette er det største og første bud. 22:39Men et andet er lig dette: Du skal elske din næste som dig selv. 22:40På disse to bud hænger hele loven og profeterne.«

22:41Men da farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: 22:42»Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De sagde til ham: »Davids søn.« 22:43Han sagde til dem: »Hvordan kan David så i Ånden kalde ham Herre, når han siger: 22:44›Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ 22:45Når altså David kalder ham Herre, hvordan kan han så være hans søn?« 22:46Og ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag vovede ingen mere at spørge ham.