Den Frie Bibel

Johannes’ Åbenbaring, kapitel 5

Bogrullen med de syv segl

5:1I højre hånd på ham som sad på tronen, så jeg en bogrulle der var skrevet på indeni og udenpå, og som var blevet forseglet med syv segl. 5:2Jeg så en stærk engel som forkyndte med en høj stemme: »Hvem er værdig til at åbne bogrullen og bryde dens segl?« 5:3Og ingen i himlen eller på jorden eller under jorden kunne åbne bogrullen eller se i den. 5:4Jeg græd meget fordi ingen blev fundet værdig til at åbne bogrullen eller se i den. 5:5En af de ældste siger til mig: »Græd ikke, se løven af Juda stamme har sejret, Davids rodskud, så han kan åbne bogrullen og dens syv segl.« 5:6Og jeg så midt mellem tronen og de fire livsvæsner et lam stå som slagtet, det havde syv horn og syv øjne, som er Guds syv Ånder som er udsendt til hele jorden. 5:7Det kom hen til ham som sad på tronen, og tog bogrullen fra hans højre hånd.

Lovprisning af Lammet

5:8Da det tog bogrullen, faldt de fire livsvæsner og de firetyve ældste ned for Lammet, og de havde hver en harpe og guldskåle fyldt med røgelse, som er de helliges bønner, 5:9og de sang en ny sang:
»Værdig er du til at tage bogrullen og åbne dens segl,
for du blev slagtet og har købt mennesker med dit blod til Gud
af alle stammer og sprog og folk og nationer,
5:10og du har gjort dem til konger og præster for Gud,
og de vil herske på jorden.«
5:11Jeg så, og jeg hørte mange engles stemmer rundt om tronen og livsvæsnerne og de ældste, og deres tal var ti tusinde titusinder og tusinde tusinder, 5:12og de sagde med høj stemme:
»Værdig er det slagtede lam til at modtage
magt og rigdom og visdom
og kraft og pris og ære og velsignelse.«
5:13Og enhver skabning, som var i himlen og på jorden og under jorden og på havet og alt i dem, hørte jeg sige: »Ham, som sidder på tronen og Lammet
tilhører velsignelsen og æren og prisen og magten
i evighedernes evigheder.«
5:14De fire livsvæsner sagde: »Amen.« Og de ældste faldt ned og tilbad.
          

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Torben Kjær
Eksegetisk bearbejdning: Endnu ikke sket
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 24.03.2022