1:1Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Profeterne, saa har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, 1:2hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden; 1:3han, som – efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord – efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje, 1:4idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem. 1:5Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag?« og fremdeles: »Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?« 1:6Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: »Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.« 1:7Og om Englene hedder det: »Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue«; 1:8men om Sønnen: »Din Trone, o Gud! staar i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav. 1:9Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.« 1:10Og: »Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger. 1:11De skulle forgaa, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, 1:12ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine Aar skulle ikke faa Ende.« 1:13Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: »Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder?« 1:14Ere de ikke alle tjenende Aander, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?