7:1Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 7:2Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 7:3(thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 7:4og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke), 7:5saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: »Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?« 7:6Men han sagde til dem: »Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: »Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 7:7Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.« 7:8I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.« 7:9Og han sagde til dem: »Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 7:10Thi Moses har sagt: »Ær din Fader og din Moder«; og: »Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.« 7:11Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: »Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),« 7:12da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 7:13idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.« 7:14Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hører mig alle, og forstaar! 7:15Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. 7:16[Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!«] 7:17Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. 7:18Og han siger til dem: »Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren? 7:19Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.« 7:20Men han sagde: »Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. 7:21Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, 7:22Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed; 7:23alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.«

7:24Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus’s og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 7:25men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 7:26(men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter. 7:27Og han sagde til hende: »Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.« 7:28Men hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.« 7:29Og han sagde til hende: »For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.« 7:30Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.

7:31Og da han gik bort igen fra Tyrus’s Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis’s Egne til Galilæas Sø. 7:32Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham. 7:33Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 7:34og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det er: lad dig op! 7:35Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret. 7:36Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 7:37Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: »Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.«