9:1Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller; 9:2hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord; 9:3hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje: 9:4Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun: 9:5Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet. 9:6Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej. 9:7Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn. 9:8Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig. 9:9Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom. 9:10Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand. 9:11Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte. 9:12Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.

9:13Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget. 9:14Og hun sidder ved sit Hus’s Dør, paa en Stol paa Stadens Høje, 9:15for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier; 9:16hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til. 9:17Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert. 9:18Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.