Prædikeren formaner til Gavmildhed uden Forhaling og uden megen Betænkning, 1-5; og til at tage Vare paa det gode i Tide og til alle Tider og til at tænke paa Enden og paa den tilkommende Dom, 6-10.
11:1Kast dit Brød paa Vandet; thi du skal finde det længe derefter.
11:2Del ud til syv, ja, og til otte; thi du kan ikke vide, hvad for Ulykke der skal ske paa Jorden.
11:3Naar Skyerne ere fulde af Regn, udgyde de den paa Jorden; og naar et Træ falder imod Sønden eller og imod Norden, paa hvilket Sted Træet vil falde, der falder det.
11:4Hvo som agter paa Vejr, saar ikke, og hvo som ser paa Skyerne, høster ikke.
11:5Ligesom du ikke ved, hvilken Vindens Vej er, saa lidet som du ved, hvorledes Benene dannes i den frugtsommeliges Liv, saaledes kan du heller ikke vide Guds Gerning, hvorledes han gør det alt sammen.
11:6Saa din Sæd om Morgenen, og lad din Haand ikke hvile om Aftenen; thi du ved ikke, enten dette eller hint skal lykkes, eller om de begge skulle blive lige gode.
11:7Og sødt er Lyset, og lysteligt er det for Øjnene at se Solen.
11:8Thi lever Mennesket endog mange Aar, skal han glæde sig i dem alle og komme de mørke Dage i Hu; thi de ville blive mange; alt det, der kommer, er Forfængelighed.
11:9Glæd dig, du unge! i din Ungdom, og lad dit Hjerte være vel til Mode i din Ungdoms Dage, og vandre efter dit Hjertes Veje og efter dine Øjnes Syn; men vid, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
11:10Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed.