Prædikeren lærer, at alting i Verden har sin Tid, som Gud forordner og styrer, 1-11; slutter, at et Menneske kan intet bedre gøre end i Gudsfrygt at bruge Guds Gaver med Glæde, og at det er forgæves at ville ændre det, Gud beskikker, 12-15; han beklager den Uretfærdighed, som sker i Dom og Ret, 16-17; taler om, at Mennesker og Dyr skulle dø, og at ingen Forskel ses efter udvortes Anseelse, 18-22.
3:1Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid.
3:2Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede;
3:3en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge;
3:4en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde;
3:5en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag;
3:6en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste;
3:7en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; en Tid til at tie og en Tid til at tale;
3:8en Tid til at elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred.
3:9Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa?
3:10Jeg har set den Plage, som Gud har givet Menneskens Børn at plage sig med.
3:11Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden.
3:12Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gøre godt i sit Liv;
3:13og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, er en Guds Gave.
3:14Jeg fornam, at alt det, som Gud gør, skal blive evindelig, at man intet kan lægge til, og at man intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt.
3:15Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet.
3:16Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden.
3:17Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning.
3:18Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr.
3:19Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed.
3:20De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv.
3:21Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden?
3:22Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?