3:1Salomo indgik en ægteskabsalliance med med egypterkongen Farao. Han giftede sig med Faraos datter og førte hende til Davidsbyen indtil han var færdig med at bygge sit palads, HERRENS tempel og bymuren omkring Jerusalem. 3:2Dog bragte folket slagtofre på offerhøjene, fordi der på det tidspunkt endnu ikke var blevet bygget et tempel til HERRENS navn. 3:3Salomo viste sin troskab mod HERREN, så han fulgte sin far Davids forordninger, dog bragte han slagtofre på offerhøjene og lod dem gå op i røg. 3:4Kongen gik til Gibeon for at bringe slagtoffer der, for der var den store offerhøj. Hele tusind brændofre bragte Salomo på dette alter.

3:5I Gibeon viste HERREN sig for Salomo om natten i en drøm. Gud sagde: »Sig, hvad jeg skal give dig!« 3:6Salomo svarede: »Du har vist stor trofasthed over for din tjener David, min far, fordi han vandrede troværdigt og retfærdigt for dit ansigt og i hjertets oprigtighed med dig. Du bevarede denne store trofasthed over for ham og gav ham en søn, som sidder på hans trone den dag i dag. 3:7Nu, HERRE min Gud, har du gjort din loyale tjener° til konge efter min far David, men jeg er en ung mand og ved ikke hvordan jeg skal føre mig frem og begå mig. 3:8Din tjener står midt i det folk du har udvalgt, et talrigt folk, som ikke kan tælles, og som er så stort at det ikke kan opregnes. 3:9Giv din tjener et lydigt sind, så jeg kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt, for hvem kan dømme dit folk, mægtigt som det er?« 3:10HERREN syntes godt om det han sagde, fordi Salomo havde bedt om netop dette. 3:11Gud sagde til ham: »Fordi det er dette du har bedt om, og ikke ønsket dig et langt liv eller bedt om rigdom eller krævet din fjendes liv, men ønsket dig evne til at høre hvad der er ret, 3:12så vil jeg gøre hvad du har bedt om. Se, jeg vil gøre dig vís og indsigtsfuld° så der hverken tidligere har været en som dig, eller efterfølgende skal fremstå en som dig. 3:13Men også det du ikke har bedt om, vil jeg give dig, både rigdom og storhed, så der ikke skal være nogen som dig blandt kongerne resten af dit liv.° 3:14Hvis du vandrer ad mine veje så du holder mine forordninger og mine befalinger på samme måde som din far David, vil jeg give dig et langt liv «

3:15Salomo vågnede og blev klar over at det var en drøm. Da han kom til Jerusalem og stod foran Vor Herres pagts ark, bragte han brændofre op, foretog fællesskabsofre og holdt festmåltid for alle sine tjenestefolk.

3:16Engang kom to prostituerede til kongen og trådte frem for ham. 3:17Den ene kvinde sagde til ham: »Hør mig, min herre! Jeg og denne kvinde bor i samme hus, og jeg fødte derhjemme. 3:18Derefter, på tredjedagen efter min fødsel, fødte også denne kvinde. Vi var sammen, ingen andre var hos os i huset, så vi var alene hjemme. 3:19Om natten døde denne kvindes søn fordi hun kom til at ligge på ham. 3:20Hun stod op midt om natten, tog min søn ved min side mens din trofaste undersåt sov, og lagde ham i sin favn. Hendes egen søn lagde hun i min favn. 3:21Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, se, da var han død. Da jeg så nærmere på ham om morgenen, se, så var det ikke min søn, ham jeg havde født.« 3:22Den anden kvinde sagde: »Nej, det er min søn, der lever, og din søn, der er død!« Hun svarede: »Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever!« Sådan argumenterede de foran kongen. 3:23Kongen svarede: »Den ene siger: ›Det er min søn der lever, og din søn der er død.‹ Den anden siger, ›Nej, det er din søn der er død, og min søn der lever!‹« 3:24Kongen sagde: »Skaf mig et sværd!« De bragte det til kongen. 3:25Kongen fortsatte: »Hug det levende barn over i to dele, og giv halvdelen til den ene og halvdelen til den anden.« 3:26Så reagerede kvinden hvis søn var den levende, over for kongen, for de havde vakt hendes moderkærlighed over for hendes søn. Hun sagde: »Hør mig, min herre! Giv hende det levende barn og dræb det endelig ikke!« Den anden sagde: »Hverken jeg eller du skal have det. Hug til!« 3:27Kongen svarede: »Giv hende det levende barn og slå det endelig ikke ihjel. Hun er hans mor.«

3:28Da hele Israel hørte om den dom kongen havde afsagt, blev der stor respekt for kongen, for de havde indset at han havde Guds visdom, så han kunne dømme ret.