Den Frie Bibel

Jeremias’ bog, kapitel 35

Rekabitternes troskab mod stamfaderen Jonadab

35:1Det ord som kom til Jeremias fra HERREN i Judas konge, Jojakims, Josijas søns dage: 35:2»Gå til rekabitterne* og tal med dem, og bring dem til HERRENS hus til et af kamrene, og giv dem vin at drikke!« 35:3Så tog jeg Ja’azanja, Jeremias’ søn, søn af Havassinja, og hans brødre og alle hans sønner, ja hele rakabitternes hus, 35:4og jeg bragte dem til HERRENS hus, til det kammer som tilhørte sønnerne af gudsmanden Hanan, Jigdaljas søn, – det lå ved siden af ledernes kammer, som lå oven over dørvogteren Ma’asejas, Shallums søns, kammer. 35:5Og foran sønnerne af rekabitternes hus satte jeg krukker fyldt med vin og krus, og jeg sagde til dem: »Drik vin!« 35:6Men de sagde: »Vi vil ikke drikke vin, for Jonadab, Rekabs søn, vores far, befalede os: ›I må ikke drikke vin, I og jeres sønner, i al evighed! 35:7Hus skal I ikke bygge, og sæd skal I ikke så, og vingård skal I ikke plante, og det skal ikke tilhøre jer, men i telte skal I bo alle jeres dage for at I kan leve i mange dage på jordens overflade, hvor I der bor som fremmede.‹ 35:8Og vi har adlydt Jonadab, Rekabs søn, vores far, i alt hvad han befalede os, ikke at drikke vin alle vores dage, vi, vores hustruer, vores sønner og vores døtre, 35:9og ikke at bygge huse som bolig til os. Og vi har hverken vingård eller mark eller sæd. 35:10Så vi boede i teltene, og vi adlød, og vi gjorde alt hvad Jonadab, vores far, befalede os. 35:11Men da Nebukadnesar, Babylons konge, drog op mod landet, sagde vi: ›Kom og lad os tage til Jerusalem foran kaldæernes hær og foran Arams hær!‹ Så vi bor i Jerusalem.«

Rekabitterne som forbillede

35:12Da kom HERRENS ord til Jeremias: 35:13»Sådan siger Hærskarers° HERRE, Israels Gud: Gå og sig til Judas mænd og Jerusalems indbyggere: Vil I ikke tage imod tugt så at I lytter til mine ord? – Det er HERRENS udsagn – 35:14De ord er blevet overholdt, som Jonadab, Rekabs søn, befalede sine sønner, om ikke at drikke vin, og de har ikke drukket indtil denne dag, for de har adlydt deres fars befaling; og jeg, jeg har talt til jer – tidligt og ustandseligt talte jeg – men I lyttede ikke til mig. 35:15Og jeg sendte alle mine tjenere, profeterne til jer – tidligt og ustandseligt sendte jeg dem for at sige: Vend dog om enhver fra sin onde vej, og gør jeres gerninger gode,* og gå ikke efter andre guder for at tjene dem, men bo på den jord som jeg har givet til jer og jeres fædre! Men I bøjede ikke jeres øre, og I lyttede ikke til mig. 35:16Ja, Rekabs søn, Jonadabs sønner har fulgt deres fars befaling som han befalede dem, men dette folk har ikke lyttet til mig.«

Dom over Juda og Jerusalem

35:17Derfor, sådan siger HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud: »Se jeg bringer over Juda og alle Jerusalems indbyggere al den ulykke som jeg har talt angående dem, fordi jeg har talt til dem, men de har ikke lyttet, og jeg har kaldt på dem, men de har ikke svaret.« 35:18Og til rekabitterne sagde Jeremias: »Sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Fordi I adlød Jonadabs, jeres fars befaling, og holdt alle hans befalinger, og handlede efter alt hvad han befalede jer:
35:19Derfor, sådan siger Hærskarers HERRE, Israels Gud: Der skal aldrig for Jonadab, Rekabs søn, mangle* en mand som står for mit ansigt alle dage.«
           |29   

Vælg kapitel

Vælg kapitel

Status for dette kapitel

Oversættelse: Lydia Nørrelykke Gad (lydiaPRIKniNR5RNlsPRIKgadSNABELgmailPRIKcom)
Redigering: Trine Tøndering og Jørgen Bækgaard Thomsen
Dato for denne version: 02.09.2026