23:1Men Job svarede og sagde: 23:2Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk. 23:3Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig! 23:4Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger. 23:5Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig. 23:6Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig. 23:7Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig. 23:8Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke. 23:9Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

23:10Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet. 23:11Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke. 23:12Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

23:13Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han. 23:14Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for. 23:15Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham. 23:16Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig, 23:17fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.