41:1Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt? 41:2— Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —

41:3jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed. 41:4Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker? 41:5Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel. 41:6Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl. 41:7Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem. 41:8Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke. 41:9Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage. 41:10Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud. 41:11Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel. 41:12Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund. 41:13Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den. 41:14Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges. 41:15Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten. 41:16Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet. 41:17Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse. 41:18Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ. 41:19Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner. 41:20Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind. 41:21Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet. 41:22Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel. 41:23Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret. 41:24Der er ingen, som kan lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt. 41:25Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.