Job beder Gud tage sig af hans sag
17:1Min ånd er brudt,
mine dage er til ende,
gravene venter mig.
17:2Men spot omgiver mig,
og mit øje må se på at de er oprørske.
17:3Stil dog sikkerhed for mig hos dig!
Hvem er han der vil give mig håndslag på sikkerhed?
17:4For deres hjerter har du lukket for indsigt,
derfor vil du ikke ophøje dem.
17:5Vennerne informerer man om en andel af et bytte,
og deres børns øjne sygner hen.
17:6Han har stillet mig op som en talemåde for folk,
og jeg er som en man spytter i ansigtet.
17:7Mit øje er blevet sløret af sorg,
og mine lemmer, de er alle som en skygge.
17:8De retskafne er forfærdet over dette,
og den skyldfrie er oprørt over de gudløse.
17:9Den retfærdige holder sig til sin vej,
og den, hvis hænder er rene, bliver stærkere.
Job ser døden i møde måske med håb
17:10Dog, kom blot igen alle sammen.
Men jeg finder ikke én vis mand iblandt jer.
17:11Mine dage er forbi,
mine planer er ødelagt
- mit hjertes ønsker.
17:12Natten gør de til dag og siger:
›Lyset er nærmere end mørket.‹
17:13Hvis jeg håber på dødsriget som mit hjem,
vil jeg brede mit leje ud i mørket.
17:14Til graven vil jeg råbe: ›Du er min far!‹,
til maddiken: ›Du er min mor og min søster!‹
17:15Hvor er da mit håb?
Ja, mit håb, hvem kan se det?
17:16Går det med mig ned til dødsrigets porte?
Skal vi da sammen hvile i støvet?