Jobs visdomstale: Job holder fast ved sin uskyld og ret
27:1Job fortsatte sin visdomstale og sagde:
27:2 »Så sandt Gud lever, han som har taget min ret fra mig,
og den Almægtige som har forbitret mit liv,
27:3ja, lige så længe min livsånde er i mig,
og Gud ånd er i min næse,
27:4 skal mine læber hverken tale uret
eller min tunge ytre svig!
27:5Det være langt fra mig at give jer ret.
Indtil jeg udånder, vil jeg ikke opgive min uskyld!
27:6Jeg holder fast på min ret og giver ikke slip på den,
mit hjerte bebrejder mig ikke for mine dage.
Den ugudelige får sin straf af Gud, og han mister alt
27:7Må min fjende stå som en ugudelig,
og den der rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
27:8For hvad er den gudløses håb,
når Gud skærer ham af, og når han tager hans liv?
27:9Hører Gud mon hans skrig,
når nød kommer over ham?
27:10Glæder han sig i den Almægtige,
kalder han til enhver tid på Gud?
27:11Jeg vil undervise jer om Guds hånd,
det som er hos den Almægtige, skjuler jeg ikke.
27:12Se, I har jo alle sammen set det,
hvorfor er jeres tale da så fuldstændig tom?
27:13Dette er det ugudelige menneskes lod hos Gud,
en arv voldsmændene får af den Almægtige.
27:14Bliver hans sønner talrige, er det til sværd,
og hans efterkommere bliver ikke mætte af brød.
27:15De der overlever ham, lægges i graven af døden,
og hans enker græder ikke mere.
27:16Skønt han samler sølv som støv
og skaffer sig tøj som ler,
27:17- han skaffer sig det – så ifører den retfærdige sig det,
og den der er uden skyld, fordeler sølvet.
27:18Han bygger sit hus ligesom et møl,
som en løvhytte, en vagtmand laver.
27:19Rig lægger han sig, men samler sig ikke mere,
han åbner sine øjne, og der er intet.
27:20Som vand indhenter rædslerne ham,
om natten stjæler en stormvind ham.
27:21En østenvind bærer ham, og han går bort,
den hvirvler ham væk fra hans sted.
27:22Lad ham kaste sig over ham uden at skåne ham;
han flygter alt hvad han kan, fra hans hånd.
/14 27:23Man klapper i hænderne over ham
og pifter ham væk fra hans sted.