Job ønsker forbandelse over den dag han blev født
3:1Herefter åbnede Job munden og ønskede forbandelse over den dag han blev født.
3:2Job tog til orde og sagde:
3:3»Gid den blev slettet, den dag jeg blev født,
den nat man sagde: ›En dreng er undfanget!‹
3:4På den dag – lad der blive mørke!
Måtte Gud fra det høje ikke søge efter den,
og intet lys skinne over den!
3:5Måtte mulm og dybt mørke købe den fri,
en sky lejre sig på den,
måtte formørkelse af dagen forfærde den!
3:6I den nat – lad det dybeste mørke indtage den!
Lad den ikke glæde sig blandt årets dage,
den skal ikke indgå i månedernes tal!
3:7Se, lad den nat blive gold,
intet frydeskrig skal lyde i den!
3:8Måtte de som fremsiger forbandelser over dage, forbande den;
de som er i stand til det, måtte de opildne Livjatan!
3:9Måtte stjernerne i dens aftendæmring formørkes,
lad den vente på lys, men det findes ikke,
og må den heller ikke se morgenrødens frembrud!
3:10For den lukkede ikke åbningen ind til min mors liv for mig
og skjulte ikke møje for mine øjne.
Job ønsker at han var død under fødslen
3:11Hvorfor kom jeg ikke ud af livmoderen og døde,
hvorfor kom jeg ikke ud af mors liv og udåndede?
3:12Hvorfor tog knæ imod mig?
Og hvad med de bryster jeg skulle die?
3:13- For så havde jeg nu ligget og haft fred.
Jeg havde sovet, jeg ville da hvile ud
3:14sammen med konger og rådgiverne på jorden,
der genopbyggede ruiner til sig selv,
3:15eller med stormænd, som havde guld,
som fyldte deres hjem med sølv. -
3:16Eller hvorfor blev jeg ikke holdt skjult som et dødfødt foster,
som de børn der ikke ser lyset?
3:17Der holder de ugudelige op med at være i oprør,
og der hviler de kraftesløse.
3:18Der slapper fangerne af med hinanden.
De hører ikke slavefogedens stemme.
3:19Der er små og store der,
og en slave er fri for sin herre.
Job klager over menneskelivets elendighed og sin egen tilstand
3:20Hvorfor giver han lys til dem der lider,
og liv til de fortvivlede?
3:21– Til dem der venter på døden, men den findes ikke,
og dem som graver efter den mere end efter skjulte skatte.
3:22Til dem som glæder sig med fryd, og som jubler
når de finder graven. -
3:23Til den mand hvis vej er skjult,
og som Gud har spærret inde?
3:24For mit skrig om hjælp fylder mere end mit daglige brød,
og min jamren vælder frem som vand.
3:25For det jeg allermest frygtede, er hændt mig,
og det jeg gruede for, kommer over mig.
3:26Jeg er ikke faldet til ro og ikke blevet stille;
jeg har ikke fundet hvile, men nu føler jeg oprør i mit indre.«