Job ser tilbage på den lykkeligste tid velsignet af Gud
29:1Job fortsatte med at fremføre sin visdomstale og sagde:
29:2»Gid jeg havde det som i de måneder der er gået, som i de dage
Gud beskyttede mig!
29:3Da han lod sin lampe skinne over mit hoved,
og jeg gik i mørket ved hans lys.
29:4Sådan som jeg var i mine velmagtsdage,
da Gud var en fortrolig ven i mit telt,
29:5da den Almægtige stadig var med mig,
og mine drenge var omkring mig,
29:6da mine skridt var badet i surmælk,
og klippen hældte bække af olie ud til mig.
29:7Når jeg gik ud til byporten
og sikrede min plads på torvet,
29:8så de unge mig og trak sig tilbage,
de ældre rejste sig og blev stående.
29:9Høvdingene holdt ordene tilbage,
og hånden lagde de på deres mund.
29:10Stormændenes røst forstummede,
og deres tunge klæbede til deres gane.
29:11Når øret hørte, velsignede det mig,
når øjet så, anbefalede det mig.
29:12Fordi jeg udfriede den fattige der råbte om hjælp,
og den faderløse der ikke havde nogen til at hjælpe sig.
29:13Da kom den døendes velsignelse over mig,
og jeg fik enkens hjerte til at juble af glæde.
29:14Jeg iklædte mig retfærdighed, og den var min klædning,
min ret var som en kappe og en turban.
29:15Jeg var øjne for den blinde;
fødder for den lamme, det var jeg.
29:16Jeg var far for de nødlidende,
den ukendte sag
undersøgte jeg nøje.
29:17Jeg brækkede tænderne på den uretfærdige og rev byttet fra hans tænder.
29:18Og jeg sagde til mig selv: ›Sammen med min rede skal jeg dø,
og mine dage skal jeg gøre så talrige som sandet.
29:19Min rod bliver åbnet for vand,
og duggen overnatter på mine grene.
29:20Min ære vil være frisk hos mig,
og min bue vil blive fornyet i min hånd.‹
29:21Folk lyttede til mig forventningsfuldt,
de stod stille og hørte på mit råd.
29:22Efter mine ord tog de ikke til genmæle,
min tale faldt som dråber på dem.
29:23De ventede på mig som på regn,
deres mund åbnede de vidt op for forårsregn.
29:24Når jeg smilede til dem, kunne de ikke tro mig,
og de lod ikke lyset fra mit ansigt blive formørket.
29:25Jeg valgte vejen for dem, og jeg sad som deres leder,
jeg boede som en konge blandt sine tropper og var som en der trøster de sørgende.