Elifaz minder Job om hans ærværdige liv
4:1Da svarede Elifaz fra Teman:
4:2»Kan man mon prøve med et ord til dig, og vil du så blive udmattet?
Men at stoppe din tale, hvem vil kunne det?
4:3Se, du har retledt mange
og styrket de synkende hænder.
4:4Din tale har holdt den oppe som var ved at snuble,
du har styrket de vaklende knæ.
4:5Når det nu rammer dig selv, er du ked af det;
det rører dig, og du er forfærdet.
4:6Er ikke din gudsfrygt din tillid,
og din fuldkomne færd dit håb?
Kun de ugudelige bliver straffet af Gud
4:7Husk dog på: Hvem er den uskyldige som er gået til grunde?
Eller hvor er retskafne blevet udslettet?
4:8Så vidt jeg har set, kommer de som pløjer uret,
og de som sår ulykke, til at høste det.
4:9De omkommer ved Guds åndepust
og fortæres af hans vredes ånde.
4:10Trods løvens brøl og lyden af den stærke løve
er de unge løvers tænder knust.
4:11Selv den stærke løve vil omkomme af mangel på bytte,
og løvindens unger spredes.
Elifaz’ natlige syn
4:12Men et budskab stjal min opmærksomhed,
og mit øre opsnappede en hvisken af det.
4:13Med foruroligende tanker fra syner om natten,
når en dyb søvn falder over folk,
4:14kom rædsel over mig og bæven.
Rædslen satte sig i alle mine knogler.
4:15En ånd kom glidende forbi mit ansigt
og fik hårene på min krop til at rejse sig,
4:16men så standsede den. Jeg kunne ikke kende dens udseende,
men en skikkelse, var for mine øjne.
Jeg hørte en stemme hviske:
4:17›Mon et menneske kan være mere retfærdig end Gud?
Mon en mand kan være mere ren end sin skaber?‹
4:18Se, han stoler ikke på sine tjenere
og sine sendebud, tillægger han fejl,
4:19hvor meget mere de som bor i lerhuse
der står på et fundament af støv.
Dem kan man mase som møl.
4:20Fra om morgenen til om aftenen knuses de;
uden at der er nogen som lægger sig det på sinde, går de til grunde for evigt.
4:21Mon ikke deres teltsnore trækkes op?
Ja, de dør, og ikke i visdom.«