David indbyder alle Folk til at love Gud, 1-4; taler om Guds forrige herlige Gerninger, 5-7; opmuntrer atter til at love Gud, som frelser af Nød og Trængsel, hvilket han stadfæster med sit eget Eksempel, 8-15; tilskynder andre ved sin egen Forfarenhed til at tro og forlade sig paa Gud og priser ham, 16-20.
66:1Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden!
66:2Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris.
66:3Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.
66:4Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela.
66:5Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn.
66:6Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham.
66:7Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela.
66:8I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!
66:9Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble.
66:10Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.
66:11Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder.
66:12Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges.
66:13Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter,
66:14dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.
66:15Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela.
66:16Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl.
66:17Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge.
66:18Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig.
66:19Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.
66:20Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!