1:1Esajas’, Amos’ søns, syn, som han så om Juda og Jerusalem dengang Uzzija, Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda.
Det syndige folk
1:2Hør, I himle! Og lyt, du jord!
For HERREN har talt; jeg har opdraget børn og givet dem en høj status,*
men de har gjort oprør imod mig.
1:3En okse kender sin ejermand
og et æsel sin herres krybbe;
men Israel kender ingenting,
mit folk forstår ikke noget.
1:4Ve et syndigt folkeslag,
et folk tynget af skyld,
efterkommere af onde mennesker,
børn der ødelægger!
De forlod HERREN,
de foragtede Israels Hellige,
de har vendt ryggen til ham.
1:5Hvor er der stadig et sted I kan blive slået,
og vil I fortsætte frafaldet?
Hele hovedet er sygt, og hele hjertet er svagt.
1:6Fra fodsål til hoved er intet uskadt på jer:
Sår og skrammer og friske slagmærker!
De er ikke klemt ud og ikke forbundet,
ikke lindret med planteolie.
1:7Jeres land er lagt øde,
jeres byer er brændt ned;
jeres land æder fremmede op for øjnene af jer,
det er en ødemark, som når fremmede er skyld i udslettelsen.*
1:8Og Zions datter er blevet tilbage som en hytte i en vingård,
som en vagthytte i en agurkehave,
som en belejret by.
1:9Hvis ikke Hærskarers
° H
ERRE havde efterladt nogle få overlevende hos os,
havde vi været som Sodoma,
havde lignet Gomorra.
1:10Hør HERRENS ord, I Sodomas herskere!
Lyt til vores Guds lov, I Gomorras folk!
1:11Hvad skal jeg med alle jeres mange ofre?
siger HERREN;
jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg;
blod af okser og lam og bukke
har jeg ikke lyst til.
1:12Når I kommer for at mødes med mig,
°
hvem har da forlangt af jer
at mine forgårde skulle trampes ned?
1:13Bliv ikke ved med at komme frem med unyttigt madoffer,
røgelsen er afskyelig for mig;
nymåner og sabbatter og festforsamlinger
– jeg tåler ikke uret sammen med højtid.
1:14Min sjæl hader jeres nymåner og jeres højtider;
de er blevet en byrde for mig,
jeg er træt af at bære over med dem.
1:15Og når I rækker jeres hænder frem,
skjuler jeg mine øjne for jer;
hvor meget I end beder, hører jeg ikke;
jeres hænder er fulde af blod.
1:16Vask jer, rens jer,
fjern jeres gerningers ondskab fra mine øjne,
hold op med at handle ondt!
1:17Lær at gøre godt,
stræb efter ret,
retled den vanartede,
skaf den faderløse ret,
før enkens sag!
1:18Kom dog, og lad os gå i rette med hinanden,
siger HERREN.
Er jeres synder som purpur,
vil de blive hvide som sne;
er de røde som skarlagen,
vil de blive som uld.
1:19Hvis I er villige og lydige,
vil I få landets goder at spise.
1:20Men hvis I er uvillige og trodsige,
vil I fortæres af sværdet;
for HERRENS mund har talt.
1:21Hvordan kunne den trofaste by blive til en luder?
Den var fuld af ret,
retfærdighed boede i den,
men nu er der mordere.
1:22Dit sølv er blevet til slagger,
din stærke øl er fortyndet med vand.
1:23Dine ledere er genstridige
og er i ledtog med tyveknægte;
alle elsker de bestikkelse
og jager efter gaver;
de vil ikke skaffe den faderløse ret,
og enkens sag kommer ikke for dem.
1:24Derfor siger Herren,
Hærskarers HERRE, Israels Mægtige:
Ve dem! Jeg vil gøre gengæld mod mine modstandere
og hævne mig på mine fjender.
1:25Jeg vil igen anbringe min hånd på dig
og smelte dine slagger af med ludsalt
og udskille alt dit tin.
1:26Jeg vil igen anbringe dommere iblandt dig som i den første tid
og rådsherrer som i begyndelsen.
Derefter kaldes du retfærdigheds by,
en trofast by.
1:27Zion forløses ved ret
og de omvendte i den ved retfærdighed.
1:28Ødelæggelsen er over både oprørerne og synderne,
og de der forlader HERREN, vil omkomme.
1:29For de vil blive til skamme på grund af de terebinter
som I begærede,
og I vil blive skamfulde på grund af de haver
der var jeres glæde.
1:30For I vil blive som en terebinte der taber sine blade,
og som en have hvor der ikke er vand.
1:31Og den stærke vil blive til en lunte,
hans gerning til en gnist;
der vil gå ild i begge dele,
og ingen vil slukke.