Guds dom over Aram og Nordriget
17:1Udsagn om Damaskus.
Se, Damaskus fjernes fra at være en by,
og den vil blive en ruinhob.
17:2Aro’ers byer bliver forladt;
de bliver til fårehjorde,
og de lejrer sig der,
og ingen skræmmer dem.
17:3Fæstning forsvinder fra Efraim
og kongedømme fra Damaskus.
Resten af Aram
bliver som Israels børns herlighed,
17:4På den dag
vil Jakobs herlighed svinde
og hans køds fedme svinde ind.
17:5Og så, som når en høster korn
og med armen skærer aksene af,
vil det gå når man samler aks
i Refaims Dal.
17:6Men der vil blive en efterslæt tilbage dér,
som når man slår oliven ned:
To-tre bær i trætoppen,
fire–fem på dets frugtbare kviste,
sådan er HERRENS, Israels Guds, udsagn.
17:7På den dag vil mennesket se mod sin skaber
og dets øjne se hen til Israels Hellige.
17:8Og det vil ikke se hen til altrene, dets hænders værk;
og det dets fingre har lavet,
vil det ikke se på,
hverken Ashera-pælene eller røgelsesaltrene.
17:9På den dag vil dets stærke byer blive som de forladte skove og bjergtoppen,
som de har forladt på grund af Israels børn,
og der vil blive ørken.
17:10For du har glemt din frelses Gud
og ikke husket på din styrkes klippe;
derfor planter du skønheders planter
og sætter en fremmeds vinranker.
17:11Den dag du planter, sætter du hegn omkring,
og om morgenen får du din plantning til at blomstre;
men flygtet er høsten på en dag med sygdom
og ulægelig smerte.
Ord mod Assur
17:12Ve! Der er larm af mange folkeslag!
Som havenes larmen larmer de,
et bulder af folkefærd!
De buldrer som mægtige vandes buldren.
17:13Folkeslag buldrer som mange vandes buldren,
men han truer det
så det flygter langt bort;
det jages som avner på bjergene af vind
og som en kugletidsel af hvirvelvind.
17:14Ved aftenstid – se, der er rædsel!
Førend morgen – de er ikke mere!
Dette er hvad de der plyndrer os, får,
og den lod får de der røver fra os.