62:1For Zions skyld vil jeg ikke tie stille, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs, indtil dens retfærdighed bryder frem som stråleglans og dens frelse som et blus, der brænder. 62:2Og hedningerne skal se din retfærdighed og alle konger din herlighed; og du skal kaldes med et nyt navn, som HERRENS mund skal nævne. 62:3Og du skal være en dejlig krone i HERRENS hånd og et kongeligt hovedsmykke i din Guds hånd. 62:4Man skal ikke mere kalde dig »den forladte«, og dit land skal heller ikke mere kaldes »det ødelagte«; men du skal kaldes »min lyst er i det«, og dit land skal kaldes »hustruen«; for HERREN har sin lyst i dig, og dit land skal få sin ægtemand. 62:5For som en ung mand gifter sig med en ung pige, sådan skal dine børn tage dig til ægte; og som en brudgom glæder sig over bruden, sådan skal din Gud glæde sig over dig. 62:6På dine mure, Jerusalem! har jeg sørget for vægtere, de skal ikke tie stille dagen lang eller hele natten; I, der råber til HERREN, ti ikke stille! 62:7Og lad ham ikke få ro, indtil han fpr grundlagt Jerusalem og gjort den til lovprisning på hele jorden. 62:8HERREN svor ved sin højre hånd og ved sin magts arm: Jeg vil ikke mere give dine fjender dit korn at spise, og udlændinge skal heller ikke drikke din vin, som du har arbejdet for. 62:9Men de, der har samlet kornet sammen, skal spise det og prise HERREN; og de, der har indhøstet vinen, skal drikke den i min helligdoms forgårde.

62:10Gå ind, gå ind igennem portene, gør plads for folket; ban vej, ja, ban vejen, fjern stenene fra den, løft et banner for folkene! 62:11Se, HERREN har ladet det høre til jordens ende; sig til Zions datter: Se, din frelse kommer; se, hans løn er med ham, og hans gengældelse går foran ham. 62:12Og man skal kalde dem et helligt folk, HERRENS løskøbte; og dig skal man kalde »den by, man søger til, den, der ikke er forladt«.